mandag den 25. oktober 2010

Fantastisk chokoladekage

I weekenden kom tøserne fra studietiden på besøg, og her er desserten jo det absolut vigtigste punkt på dagsordenen! Vi deler en dyb og ægte kærlighed til chokolade, så selvfølgelig lavede jeg en lækker dessert-chokoladekage med chokolade i tre lag...mmmm!

Opskriften fandt jeg i magasinet Mad, så jeg kan desværre ikke selv tage æren for den - men jeg kan i hvert fald dele den:

Kage:
300 g mørk chokolade (jeg brugte én med et kakaoindhold på 80%)
150 g smør
6 æg
60 g sukker

Smelt chokolade og rør sukkeret i. Sådan noget skal jo egentlig smeltes over vandbad, men jeg gjorde det altså i en tykbundet gryde ved laveste temperatur. Pisk æggeblommer skummende med 20 g sukker og vend det i chokolademassen. Pisk hviderne stive med de sidste 40 g sukker og vend det forsigtigt i massen. Læg bagepapir i en springform og bag kagen 20 min ved 180 C.
Kagen skal stå i køleskabet minimum 6 timer - jeg lavede den bare aftenen før jeg skulle servere den.


Chokoladecreme:

100 g mørk chokolade
40 g smør

Smelt chokolade og smør, og lad det køle ned til det skal bruges. Du skal ikke stille det i køleskabet, så bliver det alt for stift!


Pynt:

150 g chokolade (brug det du bedst kan lide eller synes er pænest i farven - jeg brugte mælkechokolade, men hvid chokolade kunne også være flot!)
Kagepynt, fx kandiserede violer eller små sukkerkugler

Smelt chokolade og smør den tyndt ud på et stykke bagepapir. Drys pynt ovenpå, mens chokoladen stadig er blød. Køl det ned i køleskabet (jeg troede det kunne køles ned ved stuetemperatur, og det gik altså slet slet ikke...).

Gør kagen klar til servering: Smør creme ovenpå kagen, knæk chokoladepladen i store stykker og læg ovenpå. Tadaaaa! Så er kagen klar!


Jeg lavede en lækker brombæris til - se opskrift i morgen. Men jeg kunne også sagtens finde på at købe en god vanilleis til og måske nogle friske bær - mums!

2 kommentarer:

  1. Mmm den chokokage ser himmelsk ud :-)

    SvarSlet
  2. Tak for det - den var også ret populær:) Jeg tænker man også kan lave 'pladerne' med hvid chokolade, det tror jeg kunne være rigtig fint.

    SvarSlet