mandag den 15. november 2010

Coq au vin

Jeg elsker simpelthen coq au vin - intet mindre! Det er noget af det bedste simremad der findes, efter min mening. Og så har jeg endda lige opdaget retten. Ja, jeg er jo altså godt klar over, at jeg næppe er den første, der har smagt den fantastiske kok, men I ved hvad jeg mener. Og siden jeg 'opdagede' den her for lidt over en måned siden, har jeg allerede lavet den for rigtig mange mennesker - senest til 18 fødselsdagsgæster, og det gik fint, retten kan nemlig tilberedes i forvejen og så bare varmes.

De gange jeg har lavet det, har jeg serveret bagt kartoffelmos til. Lavet på cirka halvt kartofler, halvt pastinakker, salt, peber og en rigtig god klat smør! (Smør bruger jeg kun i kartoffelmos når det skal være lidt ekstra lækkert - til daglig synes jeg faktisk ikke det er nødvendigt...).

Min opskrift på coq au vin er nok ikke den helt traditionelle. Jeg bruger kylling i stedet for kok, rødløg i stedet for skalotteløg og kalkunbacon i stedet for almindelig bacon. Men det kan man jo skifte ud som man synes. Og forresten, så bruger jeg nok også et skæt mere rødvin end de fleste:)

Coq au vin:
Til fire personer

En stor parteret kylling - eller køb eventuelt hele kyllingelår (både under- og overlår).
1 pk kalkunbacon
250 g rødløg
1/2 dl whisky (eller cognac)
5 peberkorn
2 laurbærblade
1-2 fed hvidløg
1 tsk tørret timian
1 tsk tørret rosmarin (eller frisk, hvis man har det!)
Det meste af en flaske god, kraftig rødvin
250 g champignon
1 fl. cremefine 7% (jeg kan godt lide en cremet sovs, men det kan også undlades)
Maizena jævner
Salt&peber
Kulør

1) Start med at brune ingredienserne hver for sig. Brun kyllingestykkerne på en pande, og det samme med bacon, løg og champignon. Men altså hver for sig!












2) Kom kylling, bacon og krydderrier i en stor TYKBUNDET gryde. Hæld whisky over og flamber! Det er slet ikke svært, som det lyder. Bare hæld whiskyen over og sæt ild til - lad være med at holde hovedet ind over gryden og sluk emhætten. Det burde ikke brænde mere end et minut.

3) Hæld rødvin på så det næsten dækker kyllingen, læg låg på og lad retten simre i cirka 50 minutter - læg løg og champignon ned i gryden til kyllingen de sidste 5 minutter.

4) Tag kylling og fyld op af gryden og læg det i et fad. Hæld cremfine på sovsen, smag til med salt og peber og slut eventuelt af med jævning og kulør, alt efter hvordan du kan lide det. Hæld sovsen over kyllingen.

Så er der serveret! Gerne med en god salat eller bagte rodfrugter - og selvfølgelig kartoffelmosen.

Enjoy:)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar