Viser opslag med etiketten Vegetar. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Vegetar. Vis alle opslag

søndag den 27. februar 2011

Ristede mandler med havsalt

Bare en lille hurtig ting, som man nemt kan hapse til et glas vin, mens man går og tilbereder resten af menuen. Brug mandler af god kvalitet, man kan altså smage forskel...
Og så brugte jeg ellers lørdag eftermiddag på at gøre min ovn ren, helt ud i de allermindste hjørner. Nu er det jo ikke sådan, at jeg normalt er et totalt svin, der ikke får gjort rent i køkkenet, men ovnen trængte altså lige til lidt ekstra opmærksomhed, det stakkel pus!

Mandlerne ristes på panden i et lille skvæt olivenolie og lægges på et stykke køkkenrulle, så overskydende olie bliver suget væk. Drys til sidst med en god havsalt.
Totalt yndlingssnack:)

tirsdag den 9. november 2010

Vegetar Samosa

Min veninde og kollega Anne og jeg er begyndt til indisk madlavningskursus! Det er enormt hyggeligt, og vores forventninger er store - vi regner med at være fuldt uddannede indiske kokke på de seks aftener vi skal afsted... Okay, måske ikke ligefrem, men i hvert fald får vi udvidet vores mad-horisont.

Første aften lærte vi blandt andet at lave vegetar samosa - en ret, jeg aldrig ville have givet mig i kast med selv. Det svære er at folde pakkerne rigtigt - jeg har nedenunder forsøgt at beskrive det med lidt hjælp fra Anne som hånd-model. Anne viste sig forøvrigt at være en ren virtuos til at folde samosaer - man skulle tro, hun havde været indisk madmor i et tidligere liv:)

Vegetar Samosa

Dej:
150 g hvedemel
1 tsk salt
20 g smør
750 ml vand

Dejen æltes godt sammen - den skal være rimelig tør i det, men stadigvæk hænge sammen og være elastisk. Jo mere man ælter jo bedre resultat - tror jeg:)

Fyld:
1 spsk smør
1 lille hakket løg
1/2 tsk spidskommenfrø (jeg spurgte underviseren, om man kan bruge pulver, men det kan man ikke. Bor man i Århus kan det fås i Bazar Vest).
300 g kartofler, kogte og skåret i små tern
125 g kogte ærter
1 tsk salt
1 tsk garam masala
2 tsk frisk hakket koriander

Olie til friture-stegning.

Fyldet (undtagen garam masala og koriander) steges på en pande i et par minutter - læg herefter låg på panden og steg videre i 10 min. Panden tages af komfuret og garam masala og koriander vendes i. Lad fyldet køle af.

Så skal samosaerne fyldes. Del dejen i 12 lige store stykker og hvert stykke ud til en cirkel, ca 18 cm i diameter. Skær cirklerne over i to lige store dele og dæk dem med et fugtigt klæde, mens de fyldes et efter et.
Og nu kommer det svære: Fugt dejen (halvcirklens) kanter med en smule vand. Fold dem til et kræmmerhus som vist på billederne, kom fyldet i og luk pakken. Det kræver lidt øvelse, men er det hele værd:)













Steg samosaerne i varm olie (160-180 C) til de er gyldne og sprøde. Lad dem dryppe af på køkkenrulle.

Server med en lækker chutney til som snacks eller en lille forret!

Og nu det pinlige: Jeg har glemt at tage billeder af de færdigstegte samosaer... Men lover at gøre det, næste gang jeg laver dem...

Tip: Jeg tror sagtens, at man kan bruge andet fyld i pakkerne, fx vil det sikkert smage godt med lidt kylling i... Jeg forestiller mig også, at man kan bruge ris og rejer, men det må jeg først teste:)