Viser opslag med etiketten Sovser og dressinger. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Sovser og dressinger. Vis alle opslag

søndag den 29. maj 2011

Pastasalat med grønne asparges og krydderurtemarinade

For mig er pastasalat en rigtig sommerret - ved egentlig ikke lige hvorfor, for det kan jo sagtens spises hele året rundt... Det er nok bare sådan, at nogle retter forbinder man bare automatisk med en bestemt årstid, selv om det måske ikke umiddelbart giver mening. Koldskål med kammerjunkere kunne vel også godt spises om vinteren - eller er det totalt kættersk?









Jeg elsker pastasalat som tilbehør, fordi det er SÅ nemt at lave. Marinaden gør i min optik hele forskellen, så den får I også lige en opskrift på:

















Pastasalat
Til 4 personer, afhængig af hvor meget andet tilbehør man laver


250 g pastaskruer, gerne fuldkorn
1 bundt friske grønne asparges
1-2 avokadoer
2 håndfulde frosne ærter (eller friske, hvis man er så heldig at have dem i urtehaven)

Kog pasta, skyl med koldt vand. Skær asparges i stykker på et par centimeter, skær avokade i stykker, kom ærterne i.


Marinade

3 spsk god olie
Saft fra 1/2 citron
3 spsk friske krydderurter, fx basilikum og purløg
1 fed hvidløg, presset

Salt og peber efter smag

Bland det hele sammen, og server pastasalaten med frikadeller, kylling eller bare som tilbehør på den store grillbuffet. God sommer - hvis det nogensinde bliver sommer, snøft snøft..:)

søndag den 27. februar 2011

Flanksteak med spidskålpure, jordskokchips, kalveglace og saltmandler

I starten af året var jeg med mine kolleger på Svineriet i Aarhus (var lige ved at skrive bolle-Å...fyyyy, Louise!), hvor vi skulle på kokkeskole/teambuilding. Det var en fantastisk aften, der startede med champagne-smagning - så er det altså bare dømt til at blive en god aften:)
Under meget kompetent vejledning af kokken skulle vi så tilberede fire retter mad, og jeg var heldigvis på dessertholdet:)
Det er dog ikke den opskrift der kommer her (som nogen måske allerede har gættet ud fra overskriften...), men derimod opskriften på vores hovedret. På Svineriet lavede vi puréen på savoykål, og ikke på spidskål. Men jeg kunne simpelthen ikke finde savoykål nogen steder, så mens jeg stod i Kvicly's grøntafdeling googlede jeg mig til, at de to kål godt kan erstatte hinanden. Puréen er i øvrigt noget af det mest lækre og delikate, jeg længe har smagt - PRØV den!

Anyway, lørdag aften var jeg alene hjemme med kæresten, så jeg lavede hovedretten til os. Opskrifterne kommer her (tilpasset mine egne smagsløg) - der er nok til at to personer kan blive rigeligt mætte:

Spidskålspuré:
125 g spidskål (eller savoykål)
75 g ricotta
30 g parmesan, revet
40 g mandler (ristes på en tør pande og hakkes groft)
Revet skal af 1/2 - 1 citron
2 spsk oliven olie
1 knivspids muskatnød
Salt og peber

1) Bring en gryde med letsaltet vand i kog. Kog den vaskede kål i cirka 2 minutter og kom den direkte over i koldt vand. Kålen skal være mør, men stadigvæk have sin flotte farve og friskhed. Vrid al væden ud af kålen med et viskestykke.
2) Kom kålen i en blender sammen med resten af ingredienserne - det skal blive til en grov puré. Smag til med salt og peber.






















Jordskokchips

Her vil jeg ikke skrive mængde på - det må være op til den enkelte, hvor sulten man er.

Jordskokker
Lidt olivenolie
Salt

1) Skrub jordskokkerne rene og skær dem i tynde skiver. Læg dem direkte over i iskoldt vand.
2) Dup skokkerne helt tørre og vend dem i lidt olie.
3) Læg dem i et enkelt lag på en bageplade, og bag dem til de er gyldne og sprøde - cirka 10-15 minutter ved 225 C. Alternativt kan man stege dem i en friture.























Kalveglace


1 skalotteløg, finthakket
25 g smør
2 kvist timian
1 kvist rosmarin
1,5 dl rødvin
2 dl kalvefond
salt, sukker og friskkværnet peber

Sauter løgene i en smule smør, til de klarer uden at tage farve. tilsæt timian, rosmarin og rødvin og kog ind til halvdelen af vinen er fordampet. Hæld fonden på og lad koge ind, til smagen er tæt og kraftig. Smag til med salt, peber og sukker. Pisk umiddelbart før servering koldt smør i, så bliver saucen blank og smager så dejligt rundt...:) PS: Husk sukker! Jeg glemte det og min sauce skilte, som man kan se på billedet...

Kød...jeg serverede flanksteak, men man kan bruge hvad som helst rødt kød- lam ville også være lækkert til!

Mandler - se opskriften her.

onsdag den 10. november 2010

Tomatsauce

Det er fantastisk, at noget så simpelt som pasta med tomatsauce kan smage så godt! Det er virkelig en af mine (mange) livretter. Især med frisk basilikum og friskrevet parmesan ovenpå - det er bare toppen!

Tomatsauce
til to personer

1 stort eller 2 små rødløg
1 hvidløg
1 ds flåede tomater
Salt & peber
1 dl Cremefine 7 %
Frisk basilikum - et helt bundt
Friskrevet parmesan

Fremgansmåden er ganske simpel: Steg løg og hvidløg gyldne. Blend tomaterne og kom dem ned i gryden - lad simre nogle minutter. Tilsæt cremefine, salt og peber efter smag og det halve bundt basilikum. Rør rundt - og server! Gerne til frisk fettucini eller tortellini - og selvfølgelig med masser af frisk basilikum og parmesan på toppen.

Tip: Vil du lave tomatsuppe, kan du tilsætte lidt boullion (men så er der nok kun til 1 pers) - smager også lækkert.

fredag den 29. oktober 2010

Oliven-tapanade

Super nem opskrift - tager ingen tid at lave - alle (stort set) synes den smager fantastisk (selv min venindes kæreste, der ellers har total oliven-fobi).
















Oliventapanade


Sorte oliven uden sten (eller andre yndlingsoliven)
Presset hvidløg efter smag
Olivenolie

Det hele kommes i en blender - tilsæt olie, til du mener det har den rette konsistens. Nogen kan lide det ret flydende, mens andre er til en mere tør konsistens.

Nybagt brød er et absolut must til!
Eller smør det i et tyndt lag ovenpå yndlingsfisken og bag i ovnen. Eller brug det på pasta - rygende varmt eller i en pastasalat.

Enjoy!