Viser opslag med etiketten pasta. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten pasta. Vis alle opslag

søndag den 29. maj 2011

Pastasalat med grønne asparges og krydderurtemarinade

For mig er pastasalat en rigtig sommerret - ved egentlig ikke lige hvorfor, for det kan jo sagtens spises hele året rundt... Det er nok bare sådan, at nogle retter forbinder man bare automatisk med en bestemt årstid, selv om det måske ikke umiddelbart giver mening. Koldskål med kammerjunkere kunne vel også godt spises om vinteren - eller er det totalt kættersk?









Jeg elsker pastasalat som tilbehør, fordi det er SÅ nemt at lave. Marinaden gør i min optik hele forskellen, så den får I også lige en opskrift på:

















Pastasalat
Til 4 personer, afhængig af hvor meget andet tilbehør man laver


250 g pastaskruer, gerne fuldkorn
1 bundt friske grønne asparges
1-2 avokadoer
2 håndfulde frosne ærter (eller friske, hvis man er så heldig at have dem i urtehaven)

Kog pasta, skyl med koldt vand. Skær asparges i stykker på et par centimeter, skær avokade i stykker, kom ærterne i.


Marinade

3 spsk god olie
Saft fra 1/2 citron
3 spsk friske krydderurter, fx basilikum og purløg
1 fed hvidløg, presset

Salt og peber efter smag

Bland det hele sammen, og server pastasalaten med frikadeller, kylling eller bare som tilbehør på den store grillbuffet. God sommer - hvis det nogensinde bliver sommer, snøft snøft..:)

onsdag den 9. februar 2011

Lakselasagne med valnødder og hvidvin

Pyha. Jeg har lidt dårlig samvittighed. Over hvor lang tid siden, det er jeg sidst har skrevet herinde. Til gengæld har jeg nu en masse opskrifter på lager, som jeg gerne vil dele - så håber det går lige op:)
Jeg eksperimenterede lidt den anden dag, da jeg skulle lave lidt lørdags-mad til mig og min kæreste. Det skulle nemlig både være lækkert og super-hurtigt, fordi jeg egentlig var i gang med at læse en fantastisk bog (Klovnen Shalimar af Rushdi, hvis nogen skulle være interesseret), som trak lidt i retning af sofaen... Og så skulle det være noget med fisk, det havde vi nemlig ikke fået hele ugen.

Så her kommer opskriften på en lækker portionsbagt lasagne med laks og andet godt, der faktisk er ret fint at se på, når den bliver anrettet...Man kan også sagtens bruge andet fisk, jeg kunne forestille mig, at den også ville være lækker med hellefisk.















Lakselasagne med valnødder og hvidvin
2 pers.

2 laksesteaks
6-8 soltørrede tomater
1 håndfuld valnødder
2 håndfulde frisk spinat
3 friske lasagneplader
1 dl hvidvin
4 æggeblommer
Salt og peber

1) Kog hvidvin og æggeblommer op, mens du pisker godt. Det bliver til en cremet sauce. Stil til side, til du skal bruge det. VIGTIGT: Husk at smage på hvidvinen undervejs, så du er sikker på, at den er god..:)












2) Del hver laksesteak i 2 - på langs, så du har ialt 4 tynde steaks.
3) Hak valnødder (ikke for fint), skyl spinat dryp olien af tomaterne.
4) Del lasagnepladerne i 2 stykker, så du har 6 firkantede plader i alt.
5) Læg nu lasagnen i lag: Først laks, spinat, soltørret tomat, valnødder og sauce. Gentag, til du har brugt tre lasagneplader til hver portion. Slut af med sauce og hakkede valnødder.


















Stik evt. en kødnål gennem hver portion, så lasagnen ikke vælter, når den bliver bagt.
Stil portionen midt på tallerkenen og pynt med resterne af spinat, soltørrede tomater og valnødder. Uuuuhmmm..:)

onsdag den 10. november 2010

Tomatsauce

Det er fantastisk, at noget så simpelt som pasta med tomatsauce kan smage så godt! Det er virkelig en af mine (mange) livretter. Især med frisk basilikum og friskrevet parmesan ovenpå - det er bare toppen!

Tomatsauce
til to personer

1 stort eller 2 små rødløg
1 hvidløg
1 ds flåede tomater
Salt & peber
1 dl Cremefine 7 %
Frisk basilikum - et helt bundt
Friskrevet parmesan

Fremgansmåden er ganske simpel: Steg løg og hvidløg gyldne. Blend tomaterne og kom dem ned i gryden - lad simre nogle minutter. Tilsæt cremefine, salt og peber efter smag og det halve bundt basilikum. Rør rundt - og server! Gerne til frisk fettucini eller tortellini - og selvfølgelig med masser af frisk basilikum og parmesan på toppen.

Tip: Vil du lave tomatsuppe, kan du tilsætte lidt boullion (men så er der nok kun til 1 pers) - smager også lækkert.